Skadedyrskontrol (Randers)

På Fællesmagasinet for museer i Midt- og Østjylland er skadedyrskontrollen en del af Museum Østjyllands samlingskontrol program.

På fællesmagasinet er der opstillet 9 insektfælder og 4 musefælder. Insektfælderne er opstillet alle de steder, hvor skadedyr kan komme ind eller ud af bygningen. En af insektfælderne findes i fanemagasinet, for på denne måde at øge chancen for tidligt at opdage et eventuelt mølangreb.

Mærkning og placering af fælder på Fællesmagasinet i Randers

Mærkning og placering af fælder på Fællesmagasinet i Randers

Ved fællesmagasinets tre røgventilationsporte og de tre flugtveje er der livlig trafik af insekter, langt de fleste dog uden risiko for museumsgenstandene. Langs hele underkanten af disse seks ‘huller’ i bygningen, er der opsat tapefælder, som antages at fange størstedelen af insekter på vej ind i magasinet.

Tapefælde FM_5 (ved røgventilationsport) med høsten fra foråret 2014

Tapefælde FM_5 (ved røgventilationsport) med høsten fra foråret 2014

Alle fælder skiftes to gange årligt: Første gang lige inden sommerferien, når de fleste insekter er klækket ud og anden gang i november, når insekternes ’højsæson’ er overstået. I november rengøres musefælderne, og de genopsættes med ny lokkemad.

En kasse med værktøj, materialer og andet udstyr står altid klar til næste insekt inspektion. Kassen indeholder:

  • Dobbeltklæbende tape (bredde: 5 cm)
  • Davacron (bredde: 5 cm)
  • Knæpuse
  • Lommelygte
  • Insektglas/-låg (pollenglas)
  • Selvklæbende etiketter
  • Pincet
  • Blyant
  • Vandfaste tuscher F/M
  • Latexhandsker
  • Lille fejekost
  • Saks
  • Skalpel
  • Silikonepapir (64×49 cm)

Når årets høst af insekter er i hus sidst i november, bestemmes insekterne. Art og antal noteres i et regneark, eventuelt med en kommentar eller en anbefaling. Dette arbejde udføres af Museum Østjyllands insektkontrol ansvarlige, i samarbejde med en naturhistorisk konservator, der gennem de seneste år har været hyret ind en uge i november til netop denne opgave. I den årlige skadedyrsrapport for Museum Østjylland findes også et afsnit omkring skadedyrene på fællesmagasinet.

Fællesmagasinet i Randers, Insektoptælling 2013
og
Museum Østjylland, Skadedyrsrapport 2013

Senest redigeret 11/2014

 

Der er lukket for kommentarer

Der er lukket for kommentarer. Du kan ikke skrive en kommentar til dette indlæg.