Skadedyrsbekæmpelse (Randers)

Alle museumsgenstande, der er i risiko for skadedyrsangreb og som kan tåle nedfrysning, bliver frysedesinficeret ved ankomsten til Fællesmagasinet for museer i Midt og Østjylland. Det gælder såvel ny indkomne genstande som genstande, der har været udlånt fra fællesmagasinet.

Museumsgenstandene, der jo ankommer rengjorte til fællesmagasinet, pakkes så lufttæt i 0,007 mm plastfolie. Alle åbninger lukkes med brun plastfolie. Overflader, der kunne tage skade af kondens, dækkes med et tæppe inden indpakningen.
Plastfolierne lappes med brun pakketape og genbruges, så længe de kan holde til det. Deres størrelse er angivet i et hjørne af folien, så man hurtigt kan finde et stykke med passende størrelse.

Nedfrysning startes først, når alle genstande er kommet ind i fryserummet. Ret hurtigt er rumtemperaturen nede på -34 0C. Ved denne temperatur befinder museumsgenstandene sig i mindst 3 døgn, hvorefter fryseren slukkes. Da alle genstande ankommer og pakkes om tirsdagen, kan fryserummet slukkes fredag eftermiddag. Optøningen sker således henover weekenden, så udpakning og den videre behandling kan finde sted den efterfølgende tirsdag.

På grund af fare for skader i forbindelse med dimensionsændringer undlader vi frysedesinfektion af følgende genstandstyper:
> Glas i træramme, hvor glasset sidder fast i rammen.
> Musikinstrumenter.
> Intarsia.
> Forgyldte museumsgenstande.
> Museumsgenstande af gummi.
Disse genstande magasineres uden at være frysedesinficerede, i lufttætte karantæne indpakninger i plastfolie, sammen med en insektfælde. Der holdes øje med dem i et par år. Såfremt ingen skadedyr observeres i denne periode, kan museumsgenstandene pakkes ud. På grund af det stabile klima i magasinet, er der ingen risiko for kondensdannelse inden i karantæne pakken.

Museumsgenstande af ikke-organiske materialer er ikke i risiko for at blive angrebet af skadedyr og fryses derfor ikke.

Barnevogn pakkes til frysning

Barnevogn pakkes til frysning

 

Senest redigeret 11/2014

Der er lukket for kommentarer

Der er lukket for kommentarer. Du kan ikke skrive en kommentar til dette indlæg.