Rengøring (Randers)

Rengøringsstrategien for Fællesmagasinet for museer i Midt- og Østjylland tager udgangspunkt i en række omstændigheder og ønsker:

1. Magasingulvene, der er glittede og støvbundne, afviser støv og smuds rimelig godt. Gulvene er desværre umalede, hvilket gør støv usynligt.
2. De faste medarbejdere i magasinet bruger fodtøj og arbejdstøj, der kun bruges på Fællesmagasinet. Arbejdstøjet vaskes to gange årligt og fodtøjet rengøres efter ophold udendørs. Brugermuseernes medarbejderes arbejdstøj og sikkerhedssko er der ingen krav til.
3. Alle har overtrækssko på ved ophold på platformene.
4. Der er kun adgang til magasinet i selskab med en af de driftsansvarlige konservatorer. Det er i det hele taget blevet meget lav aktivitet på magasinet, siden det store indflytningsprojekt sluttede i 2010.
5. Der arbejdes så vidt muligt ikke i magasinerne.
6. Vi tilstræber, at der altid er ryddet op overalt.
7. Vi ønsker at undgå tilstøvning af museumsgenstandene – først og fremmest af hensyn til genstandene og økonomien, men også af hensyn til både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø samt fordi vi sætter pris på, at vores gæster møder et velordnet magasin.

Funktionsområderne udenfor magasinet rengøres hver anden uge af Museum Østjyllands rengøringsmedarbejdere.
Magasinerne støvsuges efter behov. Især har områderne omkring indgangene til magasinerne behov for jævnlig støvsugning.
To gange årligt vasker Museum Østlyllands rengøringsmedarbejdere magasingulvene med to lejede gulvvaskemaskiner.

Kommentarer og erfaringer
“En stor opgave med at pakke brugermuseerne faner om foregik i 2012-14 i magasinet. Selv om brugermuseerne havde rengjort fanerne efter vores forskrifter, oplevede vi tilstøvning af reolerne i en afstand på 8 meter fra pakkeområdet. Det må absolut frarådes at arbejde i museumsmagasiner.” (Lone Petersen, Museum Østjylland)

DSC01510 - B 255

DSC01516 - B 255

 

 

 

 

 

Senest redigeret 11/2014

 

Der er lukket for kommentarer

Der er lukket for kommentarer. Du kan ikke skrive en kommentar til dette indlæg.